Kvindehad kan ikke stoppes med mandehad
Jeg er virkelig, virkelig bekymret over de tendenser i kønsdebatten, der i højere og højere grad ser kvinder og mænd som hinandens fjender og dyrker nogle ekstremt hadske stereotyper. Jeg synes, de afspejler, at noget er gået fuldstændig galt i vores kultur.
Seneste skud på stammen er en ny rapport om “manosfæren”, som Center for Digital Pædagogik har lavet på bestilling fra staten.
Den handler jo sådan set om det helt ægte fænomen, at der findes grimt og kvindefjendsk indhold på nettet, hvor folk som Andrew Tate udspyr både ondskabsfulde og groteske ting om kvinder - og opfordrer mænd til at leve op til et latterligt og destruktivt mandeideal.
Men i rapporten hopper kæden fuldstændig af, for den bliver nu brugt til at tegne et generelt billede af danske unge mænd som en gruppe på vej ind i et mørkt og kvindehadsk miljø. Rapporten bygger blandt andet på data fra 29 (!) unge mænd, og det kvindefjendske indhold udgør omkring 0,25 % af det, de ser. En del af det materiale, som rapporten problematiserer, handler om træning og udseende.
Rapporten har mødt ganske markant og velbegrundet kritik fra faglige kredse, men har til gengæld kastet nogle helt vilde mediehistorier af sig om kvindefjendtligt indhold på sociale mediers påvirkning af danske unge.
Så selvom rapportens konklusioner om manosfæren som “mainstream" synes lige til at smide i skraldespanden, kommer de i stedet på forsiden. Og dét er bekymrende.
Det afspejler en generel tendens til mere splittelse og polarisering i samfundet. Vi har i de seneste årtier revet de gamle - fælles - autoriteter og normer ned og erstattet dem med vores egne små, smålige sandheder.
Hvor man enten vil dyrke et ideal om, at man er helt perfekt og fortjener total anerkendelse for den, man er lige nu - hvilket er noget forfærdeligt sludder -, eller også male et skræmmebillede op om, at man som eksempelvis hvid mand er uhelbredeligt ond og årsag til alle verdens ulykker - hvilket er noget endnu mere forfærdeligt sludder.
Det er opskriften på blandt andet kønskrig, og det er en tragedie for unge kvinder og mænd, der får sværere og sværere ved at omgås hinanden. Og for resten af samfundet, der skal leve med konsekvenserne af den tiltagende radikalisering med venstreekstremt mandehad og højreekstremt kvindehad.
Vi må ud af den her spiral. Det er på tide at komme op fra skyttegravene og slutte fred i kønskrigen. Men første skridt er at stoppe med at dyrke mandehad under dække af at bekæmpe kvindehad. Vi ophøjer ikke kvinden ved at nedværdige manden - eller omvendt.
Mennesker har brug for stærke og sunde idealer at leve op til. Idealer om at tage ansvar, gøre sig umage, tale sandt, udvise respekt og omsorg. Om at man hverken er helt forkert eller helt perfekt, men derimod et fejlbarligt menneske, der skal bruge sine styrker til at tage ansvar for sine svagheder.
Selvom mænd og kvinder gennemsnitligt har nogle forskelle, har vi ansvaret for os selv og det store fællesskab til fælles. Det skal vi blive bedre til at minde hinanden og særligt unge kvinder og mænd om, i stedet for at lade nogle ekstremister radikalisere dem til at hade og frygte hinanden.
Det værste, der kan ske, er at flere kvinder og mænd kommer til at synes bedre om hinanden. Og den slags kommer der jo meget ofte rigtig gode ting ud af.