***En betænkelig Aandsretning***
Det var i Onsdags, at Kvindehadet kom til Kjøbenhavn.
Det skete henimod Klokken fire, da Fru Justine Gyldenborg, som søgte en Bog at lægge under det vaklende Blomsterbord, kom til at aabne et Bind af Schopenhauer.
Hun læste to Sider. »Kvinderne vedblive at være Børn hele Livet igjennem.«
Derpaa ringede hun paa Pigen.
»Veed Kammerherren, at dette staaer her?«
Pigen kjendte ikke nærmere til Herrens Læsning.
»Saa hent ham. Og tag Bogen med. Jeg ønsker ikke at være alene med den.«
Allerede samme Aften vare Byens betydeligste Damer samlede i Fru Gyldenborgs Salon. Bogen laa midt paa Bordet. Ingen havde læst den; men Alle havde hørt tilstrækkeligt til at kunne udtale sig med Bestemthed.
»Vi staae,« sagde Fruen, »overfor noget ganske Nyt.«
En ældre Professor, som var kommen i den Tro, at der skulde musiceres, bemærkede, at Afhandlingen havde været almindeligt tilgængelig i adskillige Aar.
Dette gjorde et uhyggeligt Indtryk.
»Og i al den Tid,« spurgte Fruen, »har Ingen gjort Noget?«
Professoren nævnede nogle Modskrifter.
»Jeg taler ikke om at skrive, Professor. Jeg taler om at handle.«
Der dannedes samme Aften en Comité.
Comitéens første Foranstaltning var at undersøge, hvor dybt den nye Aandsretning havde slaaet Rod blandt Hovedstadens unge Mænd. Man udvalgte niogtyve, hvem man tilsendte de anstødeligste Steder, omhyggeligt understregede, med Anmodning om at gjøre sig bekjendte med dem.
Otte Dage senere kunde Comitéen meddele, at samtlige adspurgte havde været i Berøring med kvindefjendsk Læsning.
»Samtlige,« gjentog Fru Gyldenborg.
En af de unge Mænd havde tilføiet, at han aldrig vilde have fundet paa at læse Schopenhauer, dersom Damerne ikke havde sendt ham Bogen.
Denne Udtalelse blev i Beretningen anført som Vidnesbyrd om, hvor lidet de Unge selv forstode de Kræfter, der paavirkede dem.
Nu kom Sagen i Bladene.
Man forlangte Opsyn med Læseselskaberne, en Fortegnelse over mistænkelige Boghandlere samt Midler til Comitéens fortsatte Virksomhed. En Minister erklærede, at han som Fader til to Døttre fandt Beretningen dybt foruroligende. Han havde endnu ikke havt Leilighed til at læse den.
Professoren forsøgte at forklare, at lignende Betragtninger kunde findes langt tilbage i Litteraturen, hos Forfattere, hvem man hidtil havde regnet til den almindelige Dannelse.
»De mener altsaa, at det er værre, end vi troede?« sagde Fruen.
»Jeg mener, at det ikke begyndte i Onsdags.«
»Det begyndte i Onsdags at blive taget alvorligt.«
Professoren tav. Han havde nu to Gange søgt at oplyse Sagen og begge Gange forøget Bevillingsbehovet.
Ved Selskabets næste Møde meddelte Fru Gyldenborg, at hun havde skrevet til Schopenhauer og forlangt en Forklaring.
»Men han er jo død,« sagde Professoren.
Fruen saae længe paa ham.
»Det er besynderligt,« sagde hun, »som der bestandig findes en Undskyldning for disse Herrer.«